Fra informationskrig til kommunikationskrig

I min masterafhandling “Lus i skindpelsen” tager jeg afsæt i en forståelse af informationskrig som et af flere magtmidler i politisk krigsførelse. I den ramme er informationskrig ikke bare et spørgsmål om falske nyheder eller propaganda i snæver forstand, men et bredere felt, der omfatter påvirkning, vildledning, propaganda, subversion, cyberoperationer og informationslæk under grænsen for egentlig krig.

Det er en nyttig ramme. Den gør det muligt at se konflikt som andet og mere end kinetiske handlinger og at forstå information som noget, der kan anvendes strategisk.

Alligevel argumenterer jeg i afhandlingen for, at kommunikationskrig i nogle sammenhænge er et mere præcist begreb end informationskrig.

Det skyldes ikke, at begrebet informationskrig er forkert. Det skyldes, at det efter min vurdering bliver for indholdsorienteret i forhold til de typer konflikter, jeg undersøger.

Når man taler om information, er det nærliggende at tænke på data, fakta, analyse og korrekthed. Informationskrig kan derfor let komme til at lyde som en kamp om sand eller falsk information. Men det er kun en del af det, mine cases viser. I de fem cases, jeg analyserer, handler konflikten ikke kun om indholdet af bestemte påstande. Den handler også om fortælling, pres, social forstyrrelse, gentagelse, afsporing og destabilisering. Derfor foreslår jeg i afhandlingen, at vi i højere grad taler om kommunikationskrig.

Mit argument er altså ikke, at information er uvigtig. Mit argument er, at kommunikation er et mere præcist analytisk greb, når man vil forstå den type lav-intense konflikter, som danske organisationer kan blive ramt af i gråzonen. I afhandlingen skriver jeg direkte, at kommunikationskrig bedre beskriver de former for angreb, kilder og mål, som de fem cases er eksempler på.

Det hænger sammen med, at kommunikation ikke bare er transport af indhold. Kommunikation er en handling. En afsender vil noget med nogen. Der er et mål, et publikum, et medie og et format. Og der bruges forskellige virkemidler: data, information, billeder, anekdoter, indignation, pseudo-dokumentation og sociale signaler. Derfor kobler jeg også argumentet til Austin og tanken om talehandlinger: Ord beskriver ikke kun virkeligheden, men gør noget i den. Kommunikation er i sig selv et magtmiddel.

Det er også her, afhandlingens øvrige teori bliver vigtig.

Hos Venturini og Munk finder jeg et sprog for at forstå samtidige konflikter som kontroverser snarere end blot som afgrænsede kriser. Pointen er, at konflikter ofte ikke kun handler om et enkelt sagsforhold, men om ontologi, verdensbillede og kamp om, hvad sagen overhovedet er. Hos Farkas og Schou finder jeg et opgør med forestillingen om det “post-faktuelle” og i stedet en analyse af sandhedsabsolutisme. Det er relevant, fordi flere af de konflikter, jeg undersøger, ikke først og fremmest er kendetegnet ved fravær af fakta, men ved konkurrerende krav på sandhed og virkelighedsdefinition.

Set i det lys bliver informationskrig et for snævert ord.

For i de cases, jeg undersøger, er konflikten ikke bare en kamp om information. Den er også en kamp om fortælling, konfliktobjekt og konfliktopfattelse. Det er ikke kun et spørgsmål om, hvorvidt en påstand er korrekt. Det er også et spørgsmål om, hvordan en organisation bliver indskrevet i en bestemt fortælling, hvordan dens digitale rum bliver påvirket, og hvordan dens medarbejdere og ledelse reagerer på det pres, de møder.

For at gøre begrebet mere operationelt foreslår jeg en model, hvor kommunikationskrig kan forstås gennem tre magtinstrumenter: kampagne, narrativ og kilde.

Kampagne handler om formen på angrebet: bred kampagne, målrettet kampagne, flooding, chikane, trolling og andre former for digitalt pres.
Narrativ handler om, hvordan historien fortælles: framing, spin, konspirationsteorier, fake news, meme wars, anekdoter og andre greb, der former forståelsen af konfliktobjektet.
Kilde handler om det materiale, der bruges som magtmiddel: misinformation, desinformation, anti-kilder, falske profiler, doxxing, false flag, junkevidens og attribuering.

Modellen er ikke tænkt som vandtætte kategorier. Tværtimod overlapper de ofte. Men den hjælper med at flytte analysen væk fra det snævre spørgsmål om sandhedsværdi og hen mod det bredere spørgsmål om, hvordan kommunikativ påvirkning faktisk virker.

Det spørgsmål er vigtigt, fordi organisationer ellers let kommer til at fejlfortolke det, de står i.

Et gennemgående fund i min afhandling er netop, at de organisationer, jeg undersøger, har begrænset sprog for og faglig forståelse af den type påvirkning, de møder. De ser den ofte som tilfældig, som et biprodukt af sociale medier eller som noget, der primært skal løses operationelt. Konsekvensen er, at deres mitigering bliver reaktiv og i utilstrækkelig grad strategisk.

Det er en væsentlig del af grunden til, at jeg foretrækker ordet kommunikationskrig.

Ikke fordi det lyder mere dramatisk.
Men fordi det er mere præcist.

Det peger på, at konflikten ikke kun udspiller sig i informationens indhold, men i kommunikationens samlede virkning: i fortællingen, i presset, i gentagelsen, i de sociale effekter og i den måde organisationers handlerum kan blive forskudt på.

Mit argument er derfor enkelt:

Informationskrig er et nyttigt begreb. Men kommunikationskrig er i denne sammenhæng et skarpere begreb for de lav-intense, narrative og destabiliserende konflikter, som mine cases viser.